At stå sammen - hver for sig

Vi må stå sammen - hver for sig! Det har været myndighedernes anbefaling til os i den seneste tid - og det er dermed også i stigende grad blevet vores fælles virkelighed. En virkelighed, der med eet er forandret for os alle.

At stå sammen - hver for sig

Vi skal stå sammen og holde sammen ved netop at holde afstand til hinanden på det fysiske plan.

Det er langtfra nemt og føles nærmest naturstridigt.

For når vi er trængte og livet på den ene eller anden måde går os imod, så plejer vi at rykke sammen.

Vi rækker vore hænder frem og griber ud efter hinanden - vi tager en andens hånd eller giver et kram eller et knus til trøst eller opmuntring. Og fysisk berøring gør noget ved os - det både beroliger og varmer os.

 Stik imod denne trang til at nærme os hinanden, får vi derimod at vide, at vi skal holde afstand.  I stedet for bare at være tilstede i livet, skal vi være opmærksomme på egen og andres færden.

Jeg kom forleden til at tænke på nogle ord, som John Lennon er citeret for at skulle have sagt: "Livet er det, der hænder dig, mens du har travlt med at lægge andre planer".

Ordene bliver for alvor tydelige for os  lige nu, hvor vore egne ideer og planer for fremtiden på et øjeblik lægges øde. Nu er det ikke længere et spørgsmål om, hvad jeg har af planer. Det er faktisk helt underordnet. 

Der er i stedet et hensyn, der ligger over mine egne interesser og  planer for dette og hint, der er i centrum.

Samtidig bliver denne situation også en påmindelse til os om, hvor små og sårbare vi er som mennesker. At vi ikke er Herrer over vores eget liv - og selv kan afstikke retningslinjerne for det. Livet er ikke noget, vi råder over. At være rask, at høre fuglesangen eller mærke vinden. Intet kan vi i bund og grund kræve eller forlange.

I den situation har vi måske følelsen af ikke rigtigt at slå til - at kunne gøre og være noget for andre. Restriktioner om at begrænse og måske helt undlade besøg til pårørende på plejehjem og andre familiemedlemmer forstærker følelsen af afmagt.

Afgørende og vigtigt er det derfor i denne tid, at vi deler erfaringen af, at vi - trods alt - er set af hinanden med et blik, der opløfter og giver livsmod.

Fysisk afstand udelukker ikke at vi kan være til stede på andre måder og være nærværende for hinanden. Vi kan og skal stadig dele dét, der er væsentligt for os.

Det kan ske på mange måder: Et telefonopkald, hvor vi kan høre vore kæres stemmer, en sms- besked eller et smil. På hjemmefronten, hvor der måske er børn kan familieaktiviteter tages op på en ny måde. Her er det kun fantasien, der sætter grænser.

Og så må vi sætte vores lid til vor Herre. Vi må bede for, at vi er i Guds hænder og have tillid til, at vi ikke går alene på livets vej, men at Gud er med os - uanset.

Mange gode hilsner fra Jane Fromberg