Det store dramas indtog

Prædiken Palmesøndag  2020

Det store dramas indtog

Tekstrække: Anden række

* Denne hellige lektie skriver profeten Zakarias: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender.

 Zakarias' Bog 9,9-10

Epistlen skriver apostlen Paulus til filipperne: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

 Filipperbrevet 2,5-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:

            Hosianna!

            Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,

            Israels konge!

Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:

       Frygt ikke, Zions datter!

      Se, din konge kommer,

      ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

 Johannesevangeliet 12,1-16

 

I dag palmesøndag begynder påskeugen.

En uge, som vi - alt efter hvem vi er - kan forbinde med mange ting; Kirkegang, havetid og ikke mindst familietid med  hygge og nærvær. Mange familier har traditioner her i påsken. Vi mødes med familie og venner og spiser en god påskefrokost. Børnene, der leger og leder efter påskeæg i haven, laver gækkebreve eller puster æg og maler dem. Vi gør det samme hvert eneste år. Og det er der både en glæde og en tryghed i.

Ritualer er vigtige i vores liv. Ritualerne  er noget vi kan læne os op ad - så vi ikke behøver opfinde vores liv på ny hver eneste dag.

I eventyret " den lille prins" af Antoine De Saint-Exupery spørger den lille prins ræven, hvad et ritual er. Rævens svar til den lille prins lyder: 

"Det er det, der får en dag til at blive forskellig fra andre dage, en time forskellig fra andre timer"...

Ritualer er ofte noget man gør, før man forstår. Et barn kan vifte med fødselsdagsflaget, længe før det forstår, hvad fødselsdag er. Mange af os har oplevet, at vi bæres ind i ritualer og traditioner. Og når vi synes, at livet er flygtigt og sårbart, kan ritualer og traditioner være med til at give en bund af noget, som bare ER, hvor man ikke hele tiden skal vælge, men i stedet kan finde en hvile i "plejer".

Vi står lige nu - midt i corona situationen i en tid, som er uden fortilfælde. Det betyder, at vi ikke har noget  "plejer" at læne os op ad.  Og som det er med kriser kan det både få det bedste og det værste frem i os. Det er her at sandheden om mennesket åbenbaredes: Det hamstrende menneske i panik ved kassen i supermarkedet med vognen fuld af toiletpapir og gær. Men også den modige sygeplejerske, betjent eller kassedame, der lyder sit kald, og de frivillige, der hjælper den ældre nabo med at handle ind.

Oplevelsen af kriser og sorg kan også være forbundet med en mere intens oplevelse af at være til.  I hverdagen tænker vi ikke meget over, at vi er til. Men i særlige livssituationer bliver vi konfronteret med vores eksistens. Eller særlige begivenheder og stemninger kan få os tættere på at opleve vores egen eksistens.

Sådan tror jeg også påskeugen har været for Jesus og de, der var omkring ham. Intet var, som det plejede at være - og nogle blev også skuffede i deres forventninger til Jesus. De forstod ham ganske enkelt ikke. Påskeugen rummer alle følelser. Hele følelsesregistret er i spil.

Lige fra de højeste jubelråb; "Hosianna! Velsignet være han, som kommer" og hvor store folkeskarer jubler til det  dybeste klageråb fra Jesus på korset langfredag: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig."

Det er tekster, der på hver deres måde rummer det store drama - de store følelser - og på den måde også tekster, vi kan spejle os i lige nu.

 Ja, vi  kan måske mene, at der er alt for meget drama, uro og usikkerhed omkring os i denne tid. Vi længes tilbage til vores almindelige hverdag med fastlagte rutiner - et 8.00 - 17.00 job, madpakker, der skal smøres og børn, der sendes afsted i daginstitutioner og skole.  Vi vil  tilbage til det kendte - til roen og balancen og sikkerheden.  Så er vi dér, hvor vi kan overskue situationen, bevare kontrollen og have styr på.

-----

Palmesøndag.

Fordi Jesus dér rider ind i Jerusalem, som den konge han er – eller måske snarere som den jordiske konge folk gerne ville have at han var…og palmegrene og kapper er blevet spredt ud foran ham…og jubelråb lyder… Hosianna! Velsignet være han som kommer i Herrens navn.

Vi kan nemt se det hele for os.

Menneskemængden, der er stimlet sammen for at hylde Jesus deres konge..... den røde løber er i overført betydning rullet ud... de står med svajende palmegrene og et forventningsfuld blik.....skuer mod horisonten. Hvornår kommer han dog?

Og jo endelig - dér kommer han  - men hvad er det han rider på? De misser med øjnene og skuer ud i horisonten. Det kan ike være rigtigt. Kommer han på et æsel?

Vi ved ikke, hvad de har tænkt – alle de, der stod med armene over hovedet for at hylde Jesus. Men vi ved fra Jesus samtaler med disciplene, at de ingenting forstod.... en konge på et æsel – og hvorfor skal han dø?

Det indrømmes jo åbenlyst, at det først var bagefter disciplene forstod -som der står i dagens tekst: “Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.”

De forstod altså først meningen efter påske, efter opstandelsen. Men derfor var det jo ikke forkert, når de tiljublede ham som konge.

At de så måske  først forstod den fulde betydning bagefter, ja måske først engang i evighedens perspektiv, behøves ikke betyde, at de tog fejl.

De tog ikke fejl, da de fejrede ham som konge, hyldede ham som Messias, Israels konge. Der var tilmed den sandhed i det, at de hyldede ham som fredskonge – han kom jo på et æsel, ikke på en stridshest.

Jo, der var fuld dækning for deres hyldest den dag. Der var ikke et gran af overdrivelse deri. Var der noget, kan vi måske tale om at der var en underdrivelse, noget de ikke forstod.

Og som det stadig er svært at forstå. Selv forstået for os idag, som jo ser det hele i bagklogskabens lys.

Det er måske dér Maria teksten i dag har noget at byde på. Kan hjælpe os. Måske skal Maria – på sin helt egen måde - hjælpe os med, at forstå dét, vi ikke rigtig kan forstå og komme overens med.

I dag hører vi teksten om at Jesus er i Betania - og han besøger, som han tidligere har gjort søstrene Martha og Maria samt deres bror Lazarus. Vi hører om at Martha - som altid - er i køkkenet og sørger for maden. Lazarus sidder med ved bordet - og Maria kommer ind og sætter sig ved Jesus fødder. Her vises igen som tidligere Marias store hengivenhed for Jesus - På Jesu tid var det ikke usædvanligt, at en gæst fik salvet sit hoved som en høflighedsgestus- og hyldestgestus - men Maria går skridtet videre og salver Jesu fødder med den meget kostbare nardusolie og tørrer dem med sit hår.

Dette er en kærlighedshandling beskrevet med en sanselighed, som gør situationen næsten intim. Der er intet, som adskiller de to i det øjeblik - hvilket billedligt fortælles med ordene om at "huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie"

En handling, der på alle måder er for meget, hvis vi kun bruger vores fornuft, forstand og regner i indtægter og udgifter, som Judas  gør det i situationen. Han kommer med en bemærkning om, hvorvidt de penge, den salve havde kostet ikke kunne være brugt anderledes og bedre. Nemlig til de fattige.

Og jo, hvis fornuften havde fået lov at råde her, så havde det sikkert været udfaldet- men det er det ikke. Heldigvis kan man sige.

Her er det hverken hovedet eller forstanden , der er i fokus - men hjertet - og den kærlighed, som ikke regner i indtægter og udgifter og hvad, der kan betale sig. Maria handler ud af kærlighed- ud af overflod og ødselhed.

Og her gælder ikke påholdenhed og mådehold, men netop om spild ud over alle grænser.

-------

Hjerte og hjerne. Dårskab og klogskab? Måske er det dét, vi får med hjem idag og givet  som et pejlemærke – os der jo netop ikke er samtidige med Jesus , men får lov at se det hele i bagklogskabens lys.

For hvad er vi? Hjerte eller hjerne? Måske er vi dem begge to på skift?

Vil denne fortælling idag med Maria som eksponent for "ødselhed ud over al forstand" ikke netop gøre os  klogere på hvad det er Jesus peger på som det væsentlige i vores liv med hinanden – nemlig kærligheden. Kærligheden må have første prioritet i vores liv.... og her kan vi  ikke være ødsle nok. Nej, her gælder det netop om at rutte med kærligheden – sprede og dele ud. For Kærligheden er ødsel af natur – og det er til os, den historie om kærlighedens ødselhed er fortalt.

Der kan være mange påtrængende spørgsmål lige nu. Spørgsmål, som , der ikke nødvendigvis gives noget klart svar på i den aktuelle situation.  Spørgsmål som, "Hvad venter os rundt om hjørnet  - efter påske. Lukkes samfundet op igen?  Kommer vores børn i skole? Kan jeg få mine kære at se igen, som måske er på plejehjemmet?"

Uvisheden kan gøre os både bange og utrygge. Vigtigt er det da, at vi har tillid til at vi ikke er alene i dét, der sker. Der er én, der går vejen med os. Også den vej, som kan synes ufremkommelig.

Og på alle vores spørgsmål, da peger Jesus på kærligheden. Kærligheden, som det vigtigste - og dét, som vi skal sætte vores lid til.

Han gir os det hele på ny. Det liv, som vi må have lov at vente alt godt af - det  liv  - det rækker han til os hver eneste morgen - med nye chancer og nye muligheder for at dele ud af vor ødselhed til hinanden. Måske skulle vi sende en kær ven et gækkebrev?

Glædelig påske til jer alle!

Amen.