Nytårsgudstjeneste i Lundeborg kirke

Traditionen tro vil der være en fælles Nytårsgudstjeneste for de 3 kirker mandag den 31.december klokken 14.00 i Lundeborg kirke.

Nytårsgudstjeneste i Lundeborg kirke

Nytårsaften, den 31. december, er årets sidste aften og markerer således både afslutningen på  kalenderåret 2018, men er samtidig begyndelsen på et nyt og ubrugt år 2019. Naturligt bliver denne aften for mange  en anledning til refleksion.

Nogle forbinder nytårsaften med fest og farver og krudt og kanoner, men for mange mennesker er nytårsaften også en aften, hvor vi dvæler lidt ved det gamle år, som vi er på vej ud af. Helt naturligt er det en aften, der maner til eftertanke hos os; Hvad bragte det gamle år og hvad vil det nye år mon bringe os? Både de glædelige og de sorgfulde begivenheder i livet  fylder én på en særlig måde netop den aften. 

De tanker knytter kirken naturligt an ved - for den er jo netop rammen om nogle af livets højdepunkter – både på godt og på ondt. Her i kirken  kan vi komme som vi er - med alt dét, der nu engang er vores. Vi kan komme med både vores tak og vores råb om hjælp.  

Efter gudstjenesten vil der være mulighed for at ønske hinanden et godt nytår – og dertil skåle i et glas mousserende vin  samt nyde et stykke kransekage i  sognehuset ved kirken. 

Alle er velkomne!