Prædiken: Midfaste søndag

Tingene er sjældent sådan som de umiddelbart tager sig ud for os.

Prædiken: Midfaste søndag

* Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Herren sagde til Moses: »Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise. Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. 2 Mos 16,11-18 

Epistlen skriver apostlen Peter i sit andet brev: Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed. For når alt dette findes og vokser hos jer, kan I aldrig være uden flid og uden frugt i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus; men den, som ikke har det, er så kortsynet, at han intet kan se, og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder. Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; gør I det, vil I aldrig snuble. For så vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer. 2 Pet 1,3-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«] Joh 6,24-35[36-37]

Tingene er sjældent sådan som de umiddelbart tager sig ud for os.

Når et barn opfører sig helt umuligt og slet ikke er til at styre, er det ofte tegn på noget andet - at barnet har det dårligt på den ene eller anden måde - og det er dét , som det reagerer på ved at opføre sig sådan.

Når gamle Asta på plejehjemmet ikke længere vil spise er det ikke nødvendigvis fordi hun har maveproblemer - eller på anden måde er  fysisk syg. Det kan også være et tegn på noget andet -  at hun føler  ensomhed.

Lige nu er den helt altoverskyggende udfordring - og derfor også samtaleemne blandt alle danskere - Corona virusset. 

Hvor er vi er vant til at tale med hinanden om vejret, forår, pollensæson og klimaændringer så er den tale for en tid forstummet til fordel for én ting - talen om Corona virusset. Og overalt har vi lige nu  antennerne ude - og ser tegn - måske faretruende tegn på at virusset spredes iblandt os.

Vi kender altså fra vores hverdag at tegnene, som vi ser for vore øjne dækker over noget andet end det vi umiddelbart kan se. Der er i alle tilfælde en bagvedliggende forklaring - en anden virkelighed - end de synlige tegn, der viser sig for os.

Tegnet er også omdrejningspunktet i dagens tekst fra Johannes evangeliet. Johannes adskiller sig fra de øvrige synoptiske evangelier ved at se tingene - livet lidt mere fra oven. Hvor de andre evangelier er mere jordnære - og  fortæller om det lille jesusbarn i krybben og fårene - ja, så taler Johannes derimod om ordet, der blev kød.

Det dyr, der knytter sig til Johannes evangelisten er også ørnen - som netop ser verden i fugleperspektiv og kan overskue verden.

Johannes evangeliet udmærker sig også ved, at der er 7 tegn - dvs. Jesus gør 7 tegn eller Undergerninger. Tegnene i sig selv er ikke noget, men de er der for at vise tilbage til Jesus som Guds søn.

 Og to af de tegn i Johannes evang. er "Bespisningen af de 5000 i ørkenen" og også "vandringen på søen", som ligger umiddelbart forud for dagens evang.tekst.

I dagens tekst er situationen den at folkene leder efter Jesus - de har netop oplevet bespisningsunderet - hvordan Jesus mættede 5000 mand med 5 brød og 2 fisk. Noget af et tegn må man sige!

Der skal ikke megen fantasi til for at forestille os hvilken indvirkning det har haft og gjort på folk. Udover  stor undren og glæde har der sikkert også været  stor opstandelse. Så stor at skaren nu ikke bare slipper Jesus af syne - for hvem er denne mærkelige mand Jesus. Hvad skal det hele betyde?

Og samtidig kommer de også til ham for at få flere tegn……. »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Mer vil have mer! - kunne man fristes til at sige.

Men Jesus går ikke ind på deres tale - han forsøger tværtimod at uddybe hvad tegnet viser tilbage til. Vi kender scenen fra andre beretninger. Måske husker I den samaritanske kvinde, der går til brønden efter vand. Også dér taler de to i den grad forbi hinanden. Kvinden taler på ét plan – Jesus på et andet; Hun beder om ét, han tilbyder hende noget andet.......og netop derved bevæges hun til frem til den rette erkendelse og indsigt. At Jesus er det livets vand -som gør at hun aldrig skal tørste.

Det sete afhænger af øjnene, der ser. Og folkene ser det umiddelbare tegn - de mange fisk og brød - nok til at mætte 5000 mennesker med og mærker derfor  kun mætheden i maverne. En mæthed, der måske sløver dem på krop og ånd, så de ikke evner at se bagom tegnet og forstå hvad Jesus egentlig forsøge at sige til dem: Nemlig, at Han selv er livets brød - og at den der kommer til ham skal aldrig sulte eller tørste.

Der er andet i livet end de legemlige behov. Vi har også en ånd, der skal mættes. Vi må som mennesker forholde os til os selv og det liv vi lever. Vi må turde stoppe op og spørge os selv hvad vi drømmer om og længes efter, hvad vi håber, tror og elsker.

Jesus vil have at de og vi skal løfte blikket op over den daglige sult og se at livet består af mere end mæthed i maven.        

For brødet, de har fået smag for, er kun begyndelsen. Brød af mel og vand har en tid, som snart er ovre.

Brødet alene kan nemlig aldrig mætte evigt.

 Livet rummer også en anden dimension - evighedens dybde og de øjeblikke, hvor fællesskab og kærlighed forener mennesker.

”Giv os i dag vort daglige brød”. Sådan beder vi i Fadervor. Bønnen om det daglige brød er placeret som den midterste af de syv bønner i Fadervor, med tre bønner om Gud på sin ene side, og med tre om os og menneskelivet på sin anden. Og denne centrale plads vidner i al sin stilfærdighed om, hvor vigtigt det daglige brød er for os.        

Vi kan ikke leve uden mad, uden at få brød på bordet. Men Vi kan heller ikke leve uden at være en del af et fællesskab. Vi har brug for den næring, som brødet giver os, helt fysisk og konkret, - og vi har brug for den sammenhørighed, som et godt måltid sammen med den nærmeste familie og vennekreds skænker os.        

Vi liver op og mærker glæden og livsmodet vokse i os, når vi ser et kendt ansigt smile til os hen over bordet, - og vi retter os op, bliver større som mennesker, når nogen gerne vil lytte til, hvad jeg har på hjerte og gerne vil fortælle om en lang dags begivenheder, hvad enten jeg nu lige er kommet hjem fra børnehaven, skolen, sporten, arbejdet, - eller har besøgt naboen, børnebørnene, været i haven, på indkøb eller i genbrugsbutikken.

Det er intet mindre end livsvigtigt: at blive set, hørt, mødt og forstået, - når vi skal leve og trives som mennesker i en ofte hektisk og travl hverdag.…Brødet og fællesskabet hører sammen. Livet og brødet hører sammen. Bordet og brødet hører sammen. Vi hører sammen, når vi deler brødet med hinanden.

Denne livets dybdedimension kan man ikke vinde gennem nok så meget arbejde og anstrengelse. Den kan kun gives og modtages som gave fra Gud.

Ja, dybest set er denne gave noget helt andet end det, der mætter mund og maver over dage og år. Nok kommer alle gode gaver ovenfra, men den egentlige gave er forholdet til giveren selv.

Idag forkynder Jesus sig selv som "livets brød".

Han kommer for at give sig selv, som han gør i nadveren. Her skænker han os sig selv.

Jesus' mission er ikke at bespise folket, men at belære dem, eller rettere: minde dem om, at der noget, der er vigtigere end mad. I dagens tekst hedder det direkte: "Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer".

Nej, " mennesket lever ikke af brød alene".

Det er ord der er så aktuelle for os som aldrig før.

For mange i dag måler med den målestok.

Uanset hvor vi vender os hen bombarderes vi alle med tanken om at forbrug er godt. Forbrug er blevet lig med friheden til at kunne købe hvad man har lyst til at købe -man mener at kunne købe  sig til et godt liv -  et lykkeligt liv. Men vi må spørge os selv - er det sandt? 

Nej, det materielle og forbrug i sig selv vil aldrig udfylde hullet af ensomhed eller tomhed. Det er aldrig nok.

 Først når vi slipper blikket på os selv og ser hen på den anden opfyldes vi af noget der i en anden forstand kan mætte os. 

For det er jo i realiteten det, vi lever af og lever for - at kunne være noget, gøre noget for sine medmennesker.

Mennesket er ikke blot og må aldrig blot blive en forbruger,

mennesket er meget mere end det - det er ånd.

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” er ordene til os i dag.

Det er også trøsteord til os i den situation, som vi er i lige nu med Corona krisen, hvor vi netop ikke kan rykke sammen og mærke hinandens fælleskab.

Vi oplever lige nu at vore egne ideer og planer for fremtiden  lægges øde på et øjeblik. Nu er det ikke længere et spørgsmål om, hvad jeg har af planer. Det er faktisk helt underordnet. 

Der er i stedet et hensyn, der ligger over mine egne interesser og  planer for dette og hint, der er i centrum.

Samtidig bliver denne situation også en påmindelse til os om, hvor små og sårbare vi er som mennesker. At vi ikke er Herrer over vores eget liv - og selv kan afstikke retningslinjerne for det. Livet er ikke noget, vi råder over. At være rask, at høre fuglesangen eller mærke vinden. Intet kan vi i bund og grund kræve eller forlange.

Måske vil denne krise vise sig at være et slags  vendepunkt. Krise  betyder vendepunkt -  og det ved  vi godt - os, der har været ude i en krise. En krise er ikke absolut noget dårligt. Nej, den kan snarere blive et vendepunkt, en selvbesindelse, hvor noget nyt kan vise sig - og blive en ny begyndelse.

Måske vil denne krise  på lang sigt åbne vores øjne for dét, der er virkelig værdifuldt for os - så vi både får større eftertanke og omtanke. En omtanke, som gør at vi ser på verden og de andre med en større ansvarlighed. Og samtidig kan vi håbe på at taknemmeligheden over at være til øges - og åbner vores blik for dét, der er større end mig - og også peger væk fra mig, så vi ser det andet menneske.

Jesus tager imod os, dig og mig. Vi er en del af hinandens fællesskab, - det mærker vi måske allermest- og stærkest lige nu, hvor der kræves af os - at vi står sammen  - hver for sig.

Adskillelsen får os til at besinde os på hvad, der virkelig betyder noget - fællesskabet og kærligheden med hinanden. Det er dét, vi lever af  - og det er livsvigtigt. Det er en gave.

Amen.