Prædiken: Når livet kommer bag på os

Mariæ bebudelses dag, 2020

Prædiken: Når livet kommer bag på os

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.« Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.« Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spist under træet. Så spurgte de ham: »Hvor er Sara, din kone?« Abraham svarede: »Hun er inde i teltet.« Da sagde han: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!« Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis. Sara lo ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?« Men Herren sagde til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.« Men Sara løj: »Jeg lo ikke,« sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: »Jo! Du lo!«

 Første Mosebog 18,1-15

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.

 Første Korintherbrev 1,21-32

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

 Lukasevangeliet 1,46-55

Veje kan føre os mange steder hen -

Nogle gange er den vej, vi går  både lys og fremkommelig - så går vi med raske og frejdige skridt og tænker måske slet ikke over, hvor let og ubesværet den er.

Andre gange snor vejen sig, der kommer stigninger, der er svære at forcere, der kommer bump og  forhindringer. Ja, måske oplever vi ligefrem vejskred, hvor vi ikke længere har grund under fødderne - hvor vi ikke kender forskel på op og ned og hvor vi ledes på afveje - på vildveje.

Lige nu går vi alle på ukendt terræn. Vi går ad veje, vi ikke før har trådt, og vi betræder stier, der indtil for blot en uge siden var umuligt at forestille sig.

Regeringen har over de seneste uger gradvist skærpet kampen for at hindre yderligere smittespredning med den frygtede coronavirus. Og der har været mange nye tiltag at forholde sig til:

  • Arrangementer og begivenheder med flere end ti personer er blevet forbudt 
  • Storcentre, natklubber, diskoteker, barer og værtshuse er blevet lukket
  • Skoler og dagtilbud blev lukket den 16. marts og foreløbigt to uger
  • De danske grænser er blevet lukket - ja, og der har været mange andre tiltag.

Vi forsøger så godt vi kan at navigere i den ny virkelighed.

Og Uanset - Vi har hver især en vej, vi skal gå i livet -

I dag hører vi om Maria. En ung pige, der lever sit liv som du og jeg med daglige rutiner, arbejde, der skal udføres, bekymringer og glæder, kærlighed og smerte.

Og  lige netop dér - i dagligdagen, i hverdagen - mødes hun af noget stort og helt anderledes  på sin vej.

En begivenhed, der i den grad kom bag på hende og  vendte op og ned på Marias liv. Alle de  forestillinger og drømme hun havde haft for og om sin livsvej : Den spæde forelskelse i Josef - og de drømme, der fulgte med - giftermål, hus og børn. Jo, Maria havde mange forestillinger og håb for fremtiden.

Og så! - På en ganske almindelig hverdag -

Så skete dét, der ikke kan ske. Uforudsigeligt og ganske uden for hendes rækkevidde får hun besøg af en engel - Gabriel .

Med englen Gabriel kom noget mægtigt og stort på tværs af Marias drømme, håb og forestillinger.

For englen forkyndte at netop hun, den unge, sårbare pige havde Gud selv udvalgt til at føde den højestes søn, Guds søn.

Givetvis har hun været både rystet i sin grundvold - og bange og fuld af spørgsmål: Hvorfor lige mig? For sådan spørger vi, når noget kommer på tværs af vore egne håb og forestillinger om vores fremtid. Hvorfor lige mig?

Vi peger hellere fingeren hen på de andre - Hvorfor ikke en anden, naboen, overboen, genboen -  hvem som helst anden end lige mig.

Maria får intet andet svar fra englen end at hun er udvalgt af Gud og at netop hun har fundet nåde for Gud…… samt ordene om  at "intet er umuligt for Gud"

Marias reaktion vidner om det mysterium, det er at blive berørt og kaldet af Gud. Her er i sandhed noget større på spil end det enkelte menneske selv.

Når Gud griber ind kan livet ændre karakter og retning. For Maria sker det fra det ene øjeblik til det andet

Hun ved endnu ikke hvad det fører med sig, hvad det får af betydning for hendes liv - men vi hører, at hun overgiver sig i Guds hænder - og derfor er den tekst I har hørt som evangelietekst også den tekst, som  vi kalder for Marias Lovsang. Den lyder efter at hun lige har sundet sig - og er kommet sig over sin første forskrækkelse.

Der er flere fortællinger fra biblen, der  klinger med, når vi i dag hører om Maria og englen, der kommer til hende. Og det er langtfra alle, der formår at give sig hen som Maria gør det. På den måde bliver hun et forbillede for os.

Vi husker at Sara lo i det skjulte af Abrahams gæster, da de kommer og fortæller at hun og Abraham skal beriget med en søn. Men året efter havde hun barn på skødet. (se 1.mos,18, 1-15)

Zakarias henviste til sin egen og Elisabeths alderdom, da han fik at vide, at de to skulle få en søn. Men som vi ved skulle de to velsignes med drengen Johannes.

Beretningerne fortæller os også at det langtfra er enkelt at give sig hen og tage imod, ikke at søge sit eget - selv når det gælder en glædelig og positiv begivenhed, som det at få et barn.

Vi er vant til at lægge planer for os selv og vores liv, som vi følger mere eller mindre. Og det er langtfra nemt, når noget kommer på tværs af vore egne planer og ønsker for fremtiden.

-------

Det mærker vi også tydeligt i den situation vi alle står midt i.

Vi er i den grad blevet mødt af en stopklods i vores liv.

En stopklods, der fortæller os, at vi ikke må bevæge os uden for landets grænser, endsige bevæge os frit rundt  i det offentlige rum. Vi rammes tilmed på vores kontakt til kære familiemedlemmer, som vi opfordres til ikke besøge eller mødes med - for de svages skyld.

Det er hårdt for alle parter, især for de syge og svage, der bor alene. Når vi er kede af det eller bliver bekymrede har vi jo netop brug for nærkontakt til de mennesker, vi føler os mest forbundne med.

Englen Gabriel viste sig for Maria - og kom med et budskab, der i den grad blev omkalfatrende for hendes liv. Et budskab, der kom på tværs af alt, hvad hun havde gjort sig af forestillinger, drømme og håb for sit liv.

På en anden måde er vi blevet mødt af en stopklods. En stopklods, der får os til at standse op og måske også tænke os om - en ekstra gang. Der bliver pludselig så rigelig tid og rum til både eftertanke og omtanke for dét, der rækker ud over vores egen næsetip.

Vi er vant til at tænke os selv som herrer i eget hus. Vi er dem, der sætter dagsordenen - både på den lille bane i vores private liv - men også i vores omgang med naturen, som vi tænker og betragter som en ressource, som vi har råderet over. Løgstrup kommer i sin bog "Ophav og omgivelse" med betragtninger omkring menneskets forhold til naturen. Vi er vant til at betragte alt udfra en naturvidenskabelig målestok - og målt med den målestok fremtræder naturen for os som "omverden" eller "omgivelse" - altså som noget, der står "udenfor" mig. Mennesket og naturen er som et subjekt overfor et objekt. Men, hævder Løgstrup, naturen kan komme os ved på anden måde. Hvordan? Jo, som "ophav" . Vi står som mennesker ikke over naturen, men vi er en del af den. Som han skriver: " Med åndedræt og stofskifte er vi indlagte i naturens kredsløb, med vore sanser er vi indlagte i universet"(Ophav og omgivelse , side 11)

Måske kan vi vende denne situation til noget positivt og lade det være en øjenåbner i forhold til hvor lidt, vi i bund og grund som menneske bestemmer og har magt over, når alt kommer til stykket. Måske kan det åbne vores øjne for, at vi i dyb forstand er en del af noget større. Og at det er vores opgave at passe på  og værne om det, der i dybeste forstand er vores ophav.

De stopklodser, der får os til at reagere med eftertanke og omtanke opdager vi sjældent, når livet kører på skinner for os - når solen skinner og vi har medvind på cykelstierne.

Stopklodserne med mulighed for dybere refleksion kommer, når vejen føles ufremkommelig - og vi måske har svært ved at se , at der er en udvej.

Det kan godt være at den vej, vi hidtil har gået eller kørt på - måske endda i overhalingsbanen - er lukket.

Men måske er der en mindre sidevej, der godt nok viste sig at være en omvej. Men det gør måske ikke noget. For den vej  - omvejen - var fyldt med nye indtryk og udfordringer.

Den åbnede op for nye muligheder og nye perspektiver. Et perspektiv, som vi i første omgang slet ikke havde fået øjnene op for, hvis ikke vi havde taget den omvej.

Måske er omvejene en nødvendighed, der kan åbne op for nye muligheder. Også selvom vi ikke selv altid vælger dem. Død, Sygdom, skilsmisse eller andre nedslag i vores tilværelse er ikke noget vi aktivt vælger til. De kan ryste os i vores grundvold og få os ud af vores boble. Det er ikke i udgangspunktet noget vi søger henimod - eller for den sags skyld ønsker os, men overgår det os alligevel , kan omvejene vise sig at være en genvej. En genvej til på ny at opdage verden og undre os. Se og opdage at verden er mangfoldig - og meget større end hvad jeg gør den til.

Maria - Jesu mor - kan være vores forbillede i den sag. Hun turde om nogen åbne sit hjerte for det helt anderledes - også selvom det kom på tværs af alt, hvad hun havde af drømme og ønsker for sig selv, som hun i den situation måtte give slip på.

Hun overgav sig selv og sit liv til Gud. Lagde det hele i hans hænder - og endte med at takke Gud gennem hendes lovsang. Hun troede det umulige: At intet er umuligt for Gud.

 Må også vi øve os i taknemmelighed og overgivelse? I at give slip på denne verdens visdom for netop at give plads og rum til undren og glæde over at Gud viser sig for os i svagheden - i det afmægtige.

Og at netop han kan give os mod til at tjene og styrke til at være svage og kærlighed til at være givende, som Paulus skriver - og som vi læser det i epistelen til i dag fra 1.korintherbrev.

Vi har lov til at lade Gud komme til - også når han kommer på tværs af vore egne forestillinger. Vi har lov til at lade Helligånden inspirere os til et nyt liv i tro, håb og kærlighed.

Sara grinede af Abrahams gæster. Alligevel satte Guds sin vilje igennem. Zakarias henviste til sin egen og Elisabeths alder. Alligevel blev det, som Gud ville. Maria havde ikke været sammen med en mand. Alligevel overskygges hun af den Højestes kraft.

Visdommen - den fra Gud - består i, at vi ikke er overladte til selvkontrol, overskud og sikker viden.

Som englen sagde til Maria: "Thi intet er umuligt fra Gud".

Amen