Redekasser opsat i Præstens skov

Den Store Skallesluger er en svømmefugl, som man ikke forbinder med redekasser. Ikke desto mindre er der midt i marts sat to kasser op til fuglen.

Redekasser opsat i Præstens skov

Af Niels Andersen, i DOF-Fyn.

Den Store Skallesluger er en svømmefugl, som man ikke forbinder med redekasser. Ikke desto mindre er der midt i marts sat to kasser op til fuglen. Placeret alleryderst i et par store træer ovenpå kystklinten i Præstens skov syd for Lundeborg.

Ophængningen er sket i et positivt samarbejde mellem menighedsrådet og Dansk Ornitologisk Forenings lokalafdeling for Fyn.

Grunden til, at man overhovedet sætter kasser op til en andefugl, er den, at naturlige redehuller i gamle træer er svært opdrivelige, og det er lige netop den oprindelige placering. Samtidig udgør det fynske område et hul i skalleslugerens udbredelse. Det var årsagen til, at DOF-Fyn i 2015 iværksatte et såkaldt kasseprojekt.

Det skete netop i en DOF-opsat kasse i 2016. Den beskedne danske bestand af Stor Skallesluger er på ca. 150 par, men er nærmest tidoblet over de seneste årtier, og det skyldes kasseopsætning. Udbredelsen er, som det ses på kortet, koncentreret ved landets sydlige kyster. Især ses forholdsvis tætte bestande både vest for os omkring Als, men også mod øst langs Storstrømmen, ned ad Falsters østkyst og endda ved Bornholm. Her mangler Sydfyn, og det er det hul,vi prøver at fylde ud. Næsten alle de danske Store Skallesluger yngler nu i kasser, opsat af frivillige ornitologer i artens kerneområder.

Tilbage til Præstens skov. Den smukke og 8 ha store kystskov er beliggende ud mod Langeland Sund. Det ses på nedenstående billede, at der i havstokken er mange store sten. Det er vigtigt, for den Store Skallesluger ynder at benytte disse til hvileplads, ligesom det er her parringen foregår.

DOF-Fyn fik i år fået et par kasser foræret af Børge Hinsch Fondens Naturskole på Valdemars Slot.

Et par henvendelser til en kystskovejer med skalleslugere i farvandet førte ikke til en opsætningstilladelse, så en henvendelse fra OVL (Oure, Vejstrup og Lundeborg Menighedsråd) var meget kærkommen. Man havde i

”Den Lille Avis” læst en beskrivelse om DOF’s samarbejde med Svendborg Kommune og menighedsrådet i Vester Skerninge i en anden Præstens skov, nemlig den ved Ballen. Beskrivelsen havde inspireret OVL til at forhøre DOF-Fyn, om ikke også Lundeborg Præsteskov kunne komme i betragtning. I DOF-Fyn, repræsenteret af kasseekspert Søren Bøgelund og overtegnede koordinator, sagde vi mange tak og en aftale kom i stand den 15. marts 2022.

Vi giver altid skovejerne den oplysning, at kasserne bliver tilset inden den 16. maj, så vi er ude af skoven før bukkejagten går ind. Det har dog næppe betydning for Præsteskoven, her er der fred -i modsætning til den sammenhængende Fredskov i syd.

Efter tilsynet skriver jeg normalt en opdatering på årets tilsyn. Den plejer at finde vej gennem nåleøjet til doffyn.dk, ligesom jeg hvert år sender min lille rapport til skovejerne og andre berørte parter.