Vikaren hilser på

Jeg glæder mig til arbejdet som konstitueret sognepræst ved Oure, Vejstrup og Lundeborg kirker.

Vikaren hilser på

De sidste fire år har jeg arbejdet som præstevikar forskellige steder i Fyens Stift:  i Svanninge, i Fraugde-Allerup-Davinde, i Hårslev-Padesø og i Nordlangeland pastorat.

Jeg er meget glad for livet som præstevikar. Det er spændende at komme rundt i de mange smukke fynske kirker og møde de lokale menigheder, kirkernes medarbejdere og stedernes særegne historie og skikke.

Jeg bestod min teologiske kandidateksamen i 1986, men det tog mig 30 år at blive sognepræst. I mellemtiden har jeg arbejdet med kommunikation i it-branchen, arbejdet som journalist, præstesekretær og som sekretær og værtinde i Sømandskirken i New York, så jeg har været vidt omkring. Jeg har boet på Frederiksberg, i New York og på Langeland og bor nu i Egense uden for Svendborg, hvor min mand er sognepræst.

Jeg bestræber mig på at formidle det kristne budskab enkelt, lige til og på nutidsdansk. Jeg glæder mig til at møde jer både i hverdag og fest og i de situationer, hvor vores eget sprog slet ikke rækker, og vi må forlade os på de ord, vores kristne tradition har givet os.

Merete Holck