Kære konfirmander!
Så er det nu det sker! Denne dag I har ventet så længe på og glædet jer til.
Og så fine I er alle sammen! Måske har I sommerfugle i maven – det forstår jeg godt.
Bortset fra jeres dåb er det måske første gang, at så mange mennesker er samlet omkring jer for at fejre netop jer.
Men husk og nyd det alligevel – dagen idag blir´dejlig – den er jeres.
8 måneder har vi haft sammen – hver tirsdag formiddag. Og lidt efter lidt har jeg lært jer at kende.
I skal vide, at jeg har været meget glade for timerne sammen med jer. Det tror jeg godt I ved.
Vi har da også lavet en aftale om at mødes på tirsdag – til overhøring af udvalgte skriftsteder.... ! – nej! - til morgenmad hos mig, så I kan fortælle mig om jeres dag idag. Det glæder jeg mig til at høre om.
Jeg har også taget en lille gave med til jer – jeg har taget et lærred med. Og nogle pensler.
Det er noget I har set før.
Den allerførste gang vi mødtes fik I en opgave – at male et slags selvportræt – hvoraf det skulle fremgå, hvad der betød noget for jer – og hvilke interesser I havde.
Nu har jeg altså igen taget et lærred med. Og I skal have ét hver – og også en pensel. (Deler gaverne ud)
Det er, som I kan se – helt blankt. I skal nu til at male et lærred hver især.
I skal male det stort, smukt og flot. I skal male det, så det lige netop er jer.
Penslerne har I fået – og malingen ligger klar.
Nu er der måske iblandt jer én eller flere bekymrede konfirmandmødre, der tænker ....”male i det fine konfirmationstøj”....og ”er det en vandbaseret maling?”...
Alligevel vil jeg holde fast i: Jo, I skal til at male et lærred. Hver eneste af jer.
Men bare rolig!- I skal ikke konkret i gang med maling og pensler.
I skal bare se på lærredet – og forestille jer, at dette lærred er resten af jeres liv.
Hvis det er dét, så må det selvfølgeligt være blankt nu.
For ingen af jer ved hvordan resten af jeres liv bliver.
Men hvis I nu forestiller os, at dette lærred er resten af jeres liv, hvordan skal det så males?
Der bliver sikkert dage som skal males med Gult som solen og blomsterne i forårstiden. For der bliver dage, som er fyldt med solskin – de gode, de lyse og glade dage.
Der vil også komme dage, hvor der males i mørkere farver – dage, som er svære at komme igennem –
Nogle af jer vil male med en stor bred pensel, som den jeg har taget med her.
For sådan er I.
Livet skal bare komme an – og I er parate til at erobre omend ikke den hele verden, så den halve verden – I er helt klar til at gå i gang og brede jer med den store pensel.
Andre af jer vil snarere vælge den mindre pensel, som dén her.
En pensel, hvor man kan få alle detaljerne med – og hvor I har øje for de små ting.
For sådan er I.
Men uanset hvordan I er, så vil jer sige til jer: I skal male billedet, så det lige netop er jer.
I behøves ikke at skæve over til sidemanden – for at se hvordan han eller hun gør tingene – eller klarer sig – og måske være bange for at I ikke klarer jer ligeså godt.
Alle mennesker kan have behov for at spejle sig i andre mennesker - Men netop som ung kan der være rigtig mange spørgsmål, som man kan være usikre på – Hvad er nu det rigtige at gøre for mig? Hvordan skal jeg se ud? Ser jeg kikset ud i de her bukser? Eller med det her hår? – for ikke at tale om den store bums på min næse?
Vi ser på hinanden – og vi spejler os i hinanden og den tid – vi er en del af.
Det er nok uundgåeligt, men lad det ikke fylde hele billedet.
Behovet for at ligne de andre og være som de andre må ikke fortrænge billedet af jer selv.
Gør dét, som I synes er rigtigt for jer – og hav tillid til at det er i orden.
Vi klarer os alle – hver på vores måde. Der er ikke én måde, der er mere rigtig end den anden.
For Gud vil at I er jer. Han ser bagom ethvert menneske – også de masker, som vi indimellem holder op for os selv, når vi prøver at være en anden end den vi er.
Og Gud ser – i hver enkelt af jer - et unikt menneske med sine helt egne muligheder og evner.
Han har sagt god for hver eneste af jer – forskellige som I er.
Så gå bare i gang!
Prøv at se på lærredet igen.
Det har en ramme, som lærredet er spændt ud imellem.
Hvis ikke rammen var der, ville det være svært at male ret meget. Sådan er der også en ramme om jeres liv.
Rammen er jeres dåb – rammen er dét, der blev sagt i kirken dengang I blev døbt for 13-14 år siden – og som igen i dag bekræftes i konfirmationen.
Rammen er, at Gud dengang sagde til jer: ”Du er i al evighed mit kære barn”
- sagt med menneskeord betyder det, at Gud dér lover os tryghed i livet, ikke forstået sådan, at vi ikke møder modgang i livet, men han lover os, at uanset om dagene bliver som de gule og glade farver eller som de mørke og vanskelige, så er Gud med os! - vi får aldrig lov at gå vores vej alene.
Han vil være dér som en ramme i vores liv. En ramme, der holder det hele sammen.
Kære konfirmander!
Om et øjeblik går vi sammen op til alteret – og hér siger Gud ja til at han vil bevare jer i sin kærlighed.
Og I bekender jeres tro på ham ved at sige trosbekendelsen og bede fadervor – og I vil sige jeres konfirmationsvers højt – det vers som I selv har valgt – og som jeg håber vil følge jer gennem livet.
Tak for timerne sammen med jer. Jeg kommer til at savne vores tirsdage morgener sammen!
Må Gud velsigne jeres liv –
forskellige som de bliver.
Og kan I have en rigtig god og festlig dag.